Basisgrupper var et meget udbredt koncept i den danske kvindebevægelse, bedre kendt som Rødstrømpebevægelsen, i 1970’erne (og lidt ind i 80’erne).

Rødstrømpebevægelsen lavede masser af demonstrationer, aktioner og andet politisk aktivisme, og ved siden af var rigtig mange organiserede i basisgrupperne. Det var mindre grupper, typisk mellem 4-6 personer, der mødtes og talte om alt, hvad de havde på hjerte. Det, som måske virkede allermest privat - parforhold, børn, familieproblemer osv - kom på den måde også ind i en politisk ramme. 

Det vigtigste ved basisgrupperne var, at ingen skulle stå alene, problemerne skulle frem i lyset og deles, og aktivisterne skulle have en tryg base for kvindekampen.


Vi ser et potentiale for at genintroducere basisgrupperne anno 2026. Rigtig mange mennesker går og bekymrer sig om verden aktuelt og i fremtiden. Gennem sociale medier og hurtige nyhedsstrømme bliver vi passive modtagere af enormt voldsomme nyheder, som det ikke slår til at handle på alene.

For mange kan det være svært at få givet plads til de tanker og følelser om verden, man bakser med. Det kan være svært at bringe op i venskaber og med familie. Der er også rigtig mange, som har et ønske om at handle på de tanker og følelser og gøre en forskel. Men det kan være rigtig svært at opnå noget alene og det kan være uoverskueligt at komme ind i større politiske fællesskaber. Disse udfordringer håber vi, at basisgrupper kan være en del af løsningen på. Her får man både samtalerum, socialt tilhørsforhold med ligesindede, mulighed for lettere at tilrettelægge og tilpasse politisk/aktivistisk arbejde til den livssituation, man står i.


Vi vil gerne sammensætte basisgrupperne, så man har noget til fælles i livssituation og geografi, så det er lettere at få møderne arrangeret. Har man særlige behov og ønsker, vil vi prøve at tage hensyn til det. Man er meget velkommen til at hive en ven eller bekendt med.

Har du allerede en basisgruppe og vil I gerne være med i netværket?

Så skriv til os på basisgruppe@pm.me

Når I mødes første gang, vil fokus være på at lære hinanden at kende og på at forventningsafstemme. 

Vi foreslår, at I første gang tager en runde, hvor I hver især præsenterer lidt om, hvem I er og hvordan jeres liv og hverdag ser ud. Det er en god idé at sætte et vist antal minutter pr. person, på den måde får man balanceret mellem dem, som naturligt taler mere eller mindre i en gruppe.

Derudover foreslår vi, at resten af mødet kan gå med at forventningsafstemme. Det vil være godt at tale om følgende: Hvad I håber at få ud af at være med i en basisgruppe? Hvor personligt et rum ønsker vi? Hvordan ønsker I at samtalekulturen skal være? Hvad har I af ønsker, fx til om I også skal lave noget aktivistisk/politisk sammen?  

Basisgruppen skulle meget gerne blive til et rum, hvor man kan tale om det, der måske ellers ikke er plads til i andre relationer, men det kræver selvfølgelig at I sammen får opbygget en god og tryg måde at have samtaler på.

I skal også aftale, hvor I skal mødes, hvor længe og hvor ofte - måske også hvorhenne, eller i hvert fald tale om steder, der kan passe for alle. Det kan måske være en god idé at prøve forskellige mødesteder af. Det kan noget forskelligt at mødes ude eller hjemme hos nogen eller med og uden børn.

Det kan være godt at uddelegere nogle roller. I kan have en ordstyrer, der starter mødet, en tidstager, der holder øje med tiden i runderne og en kontaktperson til netværket. I kan også tænke over om I vil have en referent. Man behøver ikke tage referat, men måske synes I det er brugbart og/eller hyggeligt at have nogle stikord fra hvert møde at se tilbage på? Det er helt op til jer.

Noget af det materiale, vi gerne løbende vil sende ud til jer, handler bl.a. om at opkvalificere samtalerne. Men I kan allerede fra starten overveje, hvad det for jer betyder, at have en god samtale. Hvad betyder det at være god til at lytte? Vil I lade ordet gå på tur, eller er det ok at byde ind undervejs? Nogle gange kan gode råd være lidt for meget, hvis man ikke selv har bedt om dem. Alt det kan I overveje at lave normer for.

Det kan være forskelligt, hvad I vælger, at fokus skal være. Det kan være, hvordan humøret er lige nu, hvordan dagen har været, om der er sket nogle ting i livet siden sidst, om man har reflekteret videre over temaet fra sidst eller gjort sig nogle tanker om, hvordan det sidste møde forløb.

Her vil vi sende jer et temaforslag hver måned med en lille introtekst, men I kan også selv vælge et. Det kan fx være temaer som forhold til nyheder, individuelt forbrug, forskellige følelser ift. verden (vrede, sorg, skyld), udfordringer med at være ‘den bekymrede/vrede/politiske’ i familien/ på arbejdspladsen/ i vennegruppen, reaktioner på folketingsvalget, tanker om fremtiden, balance mellem individuelt ansvar og strukturelle løsninger, trivsel i aktivisme og meget mere.

Her vil vi bestræbe os på at sende en oversigt over mulige handlinger og aktiviteter, som I kan gennemgå i fællesskab. Skal I tage til en demonstration sammen? Begynde på et debatindlæg? Tale med folk i jeres lokalmiljø?

Her kan I også tale om, om der er noget særligt som motiverer jer? Er der noget der gør, at man mister motivationen for at handle politisk? Noget man er bange for/spændt på? Er der noget man har brug for hjælp, støtte eller vejledning til for at komme i gang?